"En dag tilbage..."

Overskriften brugte jeg også for et halvt år siden - dagen før min afrejse.
Det er nu blevet den 26. juli og det er tid til afrejse igen. Jeg sidder på mit kontor og er i gang med at rydde lidt op i mine ting. I morgen letter flyet fra Jamaica med kurs tilbage til Danmark.
Lige nu er det lidt med vemod, at jeg skal til at af sted, selvom jeg jo egentlig har glædet mig i et stykke tid. Alt i alt har jeg haft et rigtig godt ophold herovre. Jeg har lært at arbejde og leve sammen med nogle meget anderledes mennesker og på en meget anderledes måde. Der er ting, jeg kendte i forvejen, men der er også mange ting, der har været nyt for mig. Mange ting har jeg brugt lang tid på at vænne mig til og nogle ting har bare været umulige at vænne sig til.
Nu skal jeg så til at vænne mig til Danmark igen.
Jeg skal fra den jamaicanske sommer til den danske sommer.
Fra det caribiske øhav til de danske farvande.
Fra Jamaica Beach til Hvidovrevej.
Fra mørk til hvid.
Fra gangster til brian.
Fra Dollar Value til Kvickly.
Fra kylling til bøf.
Fra ris til kartofler.
Fra Red Stripe til Tuborg.
Fra ganga til prince light.
Fra dollars til kroner.
Fra patua til dansk.
Fra venstrekørsel til højrekørsel.
Fra rig til fattig.
Fra "bumberklaat" til "for satan".
Fra mord til kys og kram.
Fra rengøringskone til... Åh nej!

Til de jamaicanske piger: Det har været en fornøjelse at kende jer.
Til de jamaicanske mænd: Få jer dog et liv!

Familie, venner og veninder: Jeg glæder mig til at se jer hjemme i Danmark. I har godt nok ikke set mig i et stykke tid, men jeg har vist ikke ændret mig det helt store. Jeg har stadig ikke fået dread-locks. Jeg har forsøgt. Jeg har nogle gange ligefrem virket desperat, men det kan altså bare ikke lade sig gøre (ja Didde, du fik ret).

Vilfort Park - ahhh, det bliver skønt. Første mission: Brøndby - Chelsea. Så vær på vagt derinde, han er tilbage.
Præsentér gevær! En soldat vender hjem.

Ses i lufhavnen.. Dänemark, hier ich komme.

Sidste arbejdsuge

Det er efterhånden noget tid siden, jeg har været herinde sidst. Først var der de to ugers ferie, der lige skulle overstås og den sidste uge har jeg ikke været på kontoret. Det er nu heller ikke fordi der er sket så meget nyt siden.
Nu er det så blevet søndag og det er ved at være min sidste arbejdsuge herovre – fire dage for at være helt nøjagtig. Jeg tager af sted fra lufthavnen i Kingston på fredag klokken 17.35 og med en flyvetid på ni timer plus tidsforskellen skulle jeg gerne ankomme i London lørdag morgen klokken 8.35. Så er der lidt check ud tid og lidt check-in tid, før jeg letter igen fra Heathrow. Mine fødder rammer dansk jord igen klokken 15.15 i Kastrup lufthavn og efter jeg har fået bortforklaret overfor tolderne, hvorfor jeg har kufferten fyldt op med marihuana og våben, skulle jeg igen være klar til at træde ud blandt normale mennesker.
Et kort indlæg med lidt informationer om min hjemtur. Jeg satser på, at jeg kan smide det sidste af slagsen på torsdag.

Indtil da: Mojn!

Ferie

Så skal der afvikles noget ferie. Helt nøjagtigt 13 dage. Jeg skrev i et tidligere indlæg, at vi overvejede at tage ud og se en af Caribiens øvrige lande. Det har vi i mellemtiden skubbet lidt til side. Vi har simpelthen haft for travlt på det sidste, så vi har ikke haft overskud til at planlægge noget. I stedet vil vi tage en road-trip rundt på øen, for at se nogle af de ting vi ikke har været ude at se endnu.
Vi tager af sted på mandag. Afgang fra hjemmeadressen på Jamaica Beach og første stop bliver Montego Bay. Her vil vi samle to af Mortens venner op i lufthavnen og så er planen, at vi tager første nat på noget der hedder Breezes – et hotel ”all inklusive”. Så må vi jo så se, hvad det indebærer.
Herefter fortsætter vi videre vestpå, hvor vi tager en dag eller to i Negril. Det er Jamaicas turistmål nummer ét. Der er fin sandstrand, gode barer og ikke mindst solnedgangen, som området er meget kendt for.
Så går turen sydpå mod Black River, hvor vi skal svømme med krokodiller og muligvis spises af dem. Skulle vi være heldige at komme levende derfra, skal vi selvfølgelig lige op og besøge Appleton destilleriet, hvor man kan se hvordan rom bliver bygget på én dag (og mon ikke der lige er en lille smagsprøve).
Hvad der skal ske herefter er endnu lidt uvist, men meningen er også, at det skal være lidt ikke-planlagt. Vi tager tingene som de kommer og kører hjem, når vi ikke gider mere. Planen er indtil videre 4-5 dage. Der er Freaky-Friday i Ocho Rios på fredag (hvad det er, er en historie for sig), så det skal jo også helst nås.
Lille kort meddelelse her fra troperne. Nu ved I, hvorfor der ikke sker så meget her på siden det næste stykke tid.

I’ll be back!

D-day is near

Det føles næsten som om, jeg lige er kommet. Da jeg landede i januar, kunne jeg udover den hedebølge, der væltede ned over mig godt se, at det var et noget anderledes land, jeg var kommet til. Man kom ind i en lufthavn stort set uden aircondition. En lufthavn der havde en meget nonchalant måde at sende folk ind i deres land. En lufthavn hvor de prøver at virke strikse og prøver at ligne folk, der har styr på sagerne. Det har de bare ikke. Hele deres system virkede som noget, der kunne minde om en dansk lufthavn i 70’erne. Ikke fordi det er noget, jeg skal gøre mig klog på – det årti oplevede jeg jo ikke, men bare et gæt. Det tog så lang tid at komme igennem immigrationen (vi tæller timer) og da det hele kom til stykket, blev der bare sat nogle kruseduller i vores papirer og så var vi inde.

Det her med tiden og den meget nonchalante holdning til alt er bestemt noget man skal vænne sig til herovre, hvis man kommer direkte fra stressede og utålmodige Danmark. Folkene arbejder langsomt, folk går langsomt, folk tænker langsomt. Ja, folk tænker meget langsomt. Jeg kunne blive ved. Det er bare mentaliteten – alting til sin tid. Eller ”soon come” som de siger.

Kulturen herovre er så meget anderledes og spændende. Og selvom jeg efterhånden har vænnet mig til levemåden, eller i hvert fald indfundet mig med den, føler jeg stadig, der er så meget, jeg mangler at opleve. Der er stadig så meget at se. Men tiden flyver af sted. Der varer ikke længe, før jeg står i Danmark igen. Trækker man det ferie fra, jeg stadig mangler at holde, så er der faktisk ikke engang tre ugers arbejde tilbage. Det er lidt med vemod, at man skal væk herfra. Alligevel bliver det dejligt at komme hjem til et civiliseret samfund igen. Hjem til familie. Hjem til venner og veninder. Hjem til drengene fra sydsiden. Jeg savner jer alle.

D-day is near.
D for Danmark.

Ses snart!

Endelig sommer

Hvad er det første, man tænker på, når man nævner ordet sommer?

De fleste tænker vel på, at temperaturen begynder at stige og solen begynder at skinne lidt oftere. Hele kvarteret begynder at dufte af grillmad og man skal snart sydpå og holde den længe planlagte sommerferie. Nogen glæder sig til at drikke kolde øl og grave huller i jorden.

Ikke mig. Mine tanker falder omgående på den kære Viggo.

Men nu er det alligevel ikke ham, jeg vil snakke om. Han er jo allerede blevet hyldet én gang herinde. Jeg har hørt, at sommeren har ramt Danmark. Det er jo herligt, men jeg er egentlig ligeglad, så det vil jeg heller ikke snakke om.

På denne her side af kloden er det nemlig også blevet sommer. Hvis man da kan kalde det sommer, for hvis man spørger en dansker, forbinder de fleste ordet sommer med sol og varme. Er det definitionen på sommer, så er det sommer herovre hele året rundt.

Spørger man så jamaicanerne, hvad de forbinder med ordet vinter, så spørger de: ”Hvad er det?” De fleste ved ikke engang, hvad sne er for noget. Så forklarer man dem, der ikke ved, hvad det er, at det er sådan noget frygteligt noget, der falder ned fra himlen. Det er koldt og det er vådt – puha. ”Nåh, lidt ligesom regn?”, spørger de så. Så forklarer man dem, at regn det er jo bare sådan noget, der falder i en kort periode og så forsvinder det igen. Sne det bliver liggende.

Men den forskel forstår de heller ikke helt. På denne her tid af året, kan det nemlig også forekomme, at der i troperne falder rigtig meget regn. Og i denne her forbindelse kan jeg da lige vise et par billeder af, hvordan det kan se ud, når regnen falder herovre. Så kan man måske godt forstå, at det hurtigt kan blive lidt koldt og vådt. Der er vist ikke rigtig nogen, der tænkte på afvanding, da de skulle bygge vejene før i tiden.

Jeg er altså stadig pæredansk, så ligesom jer andre forbinder jeg også sommeren med sol og varme. Og varmt er det i hvert fald blevet – over 30 grader i skyggen. I solen? Ja der er vi godt på vej mod de hundrede halve.
Varme er godt, men det her er måske lige groft nok. Så var det altså mere behageligt med ”vinterbadningen” i januar. Hermed lige lidt billeder fra dengang.

Nu er vi jo ikke så meget på stranden mere, efter vi har fået vand i poolen. Men den bliver til gengæld brugt så ofte som muligt. Efter en hård lørdag aften skal man dog lige passe lidt på med at lægge sig til at sove. Selv om det kan være meget behageligt, skal man jo passe lidt på solen i middagstimerne. Man kan hurtigt vågne op til en lille overraskelse. Specielt når der bor frække mennesker uden hæmninger i huset. Jeg ville jo bare være lidt flink, når nu han havde glemt solcremen. Hvad får man så som tak – intet. Men den kommer måske senere…

Anyways – sommeren er landet. Vi nyder det stadig. Ha’ en rigtig god sommer alle sammen og husk solcreme.

The Crash

Ja, nu havde jeg faktisk et andet indlæg klar, men så blev min torsdag morgen lige pludselig spændende. Så her kommer en anden historie.
Morten og jeg var kørt en tur ud på vejen, for at ordne nogle ting – arbejdsrelevante naturligvis. Da vi var på vej tilbage til kontoret, skulle vi igennem en af de mange skarpe sving. Vi hører et højt dyt-dyt og det betyder, at der kommer en lastbil imod én, så man skal gøre plads. Det gør jeg så også. Holder stille helt inde ved siden og prøver at gøre plads, så han kan komme forbi. Det var åbenbart ikke nok. Lastbilen kommer for tæt på og SMASK skræller den hjørnet af bilen.
Min reaktion var egentlig rimelig afslappet (måske et tegn på man efterhånden har boet i landet for længe) og det første jeg sagde var vel noget i stil med: ”Nå da. Der kom han da vist lidt tæt på.”, hvorimod Morten lynhurtigt som en ninja springer ud og knipser nogle billeder. Billeder til bevismateriale kan være en rigtig god ting, da de fleste ikke vil vedkende sig skylden eller prøver at stikke af i en sådan situation. Denne her lastbilchauffør var til gengæld meget venlig. Han stoppede op og vi fik udvekslet registreringsnumre og telefonnumre. Han vedkendte sig skylden og sagde, han nok skulle betale skaden. No problems.

Så kørte han videre, mens Morten og jeg satte os til vente på at blive samlet op. Kort efter kom firmaets sikkerhedsvagter ilende. Det er sådan, at det ikke altid er flinke mennesker, der stiger ud af den anden parts bil. Hvis man har været impliceret i et uheld, er det derfor sikkerhedsvagterne, der bliver kontaktet først. Men vi kunne jo så fortælle dem, at der ikke var nogen problemer.
Herefter kom politiet (Ja, er det ikke bare en smuk uniform) og lidt senere firmaets mekanikere.

Spændende start på dagen. Der skete os ikke noget, udover at vi blev en lille oplevelse rigere. 10 cm mere så havde jeg måske været flad som en pandekage. Det skete ikke, så kort efter var jeg i fuld gang med arbejdet igen.

Ferie i Florida – del 4

Nu var vi så heldige, at Morten har nogle bekendte, Maja og Rob, ikke så langt fra Orlando. Ude på vestkysten helt ned til vandet i byen Palm Harbour bor de i et stort hus. Her havde vi fået lov til at bo resten af tiden, så vi ikke behøvede at booke os ind på endnu et hotel.
Vi ankom om aftenen efter en lang køretur. Florida ser måske ikke særligt stort ud på et kort, men et par centimeter bliver hurtigt til små fem timers kørsel. Som tak for huslyet havde vi taget lidt jamaicansk kultur med: En træskulptur, en pose kaffe og en flaske rom. Den mente Rob da lige, vi skulle tage hul på med det samme og det sagde vi jo ikke nej til. Vi blev taget rigtig godt imod og det blev en hyggelig første aften.

Den første dag besluttede vi os for at tage ind til Universal Studios i Orlando. Hvor Disney World i Orlando og Euro Disney i Paris er store forlystelsesparker baseret på Disney-filmene, er Universal Studios faktisk det samme – bare baseret på film produceret af Universal Pictures. Der er altså alt lige fra 3D-biografer til karruseller og tegnefilmsfigurer, der render rundt i gaden. Af Universal-film kan nævnes Shrek, Hulk, Terminator, Twister, Spiderman, Tilbage til fremtiden, Jurassic Park etc.…

Det meste af tiden gik med at prøve forlystelserne og at stå I kø (45 min. – 1 time pr. forlystelse).
Vi farede selvfølgelig direkte hen til en af de største, da vi kom ind. En rutschebane hvor man bliver kørt roligt et godt stykke op i luften, for derefter at blive skudt af sted og slynget rundt på hovedet en masse gange. Herligt start.

Der var faktisk mange rigtig gode forlystelser. Det værste er selvfølgelig bare ventetiden, men sådan er det jo sådanne steder.

Og så var der jo også lige boulevarden med alle stjernerne og det var en af dagens højdepunkter. Morten og jeg farede rundt og fik taget billeder med alle navnene, men da vi kom forbi en stjerne med den levende legende, the one and only, William Shatner, var vi helt oppe at køre. Folk kunne jo sikkert godt se, at der foregik noget spændende ovre ved de to fjolser, der lå og rodede rundt på jorden og da der kom en lille nysgerrig flok forbi, forklarede Morten, mens han pegede ned på stjernen: ”William Shatner – a very famous danish actor!”. De gik bare hovedrystende væk og har sikkert tænkt noget I retning af ”dumme danskere”, men hva’ fa’en, vi havde det da sjovt.

Vi fik brugt hele dagen derinde, men det er en af de parker, hvor man skal have mere end bare én dag, for at man kan nå at se det hele.
Alt I alt en god dag. Vi kom hjem, fik slappet lidt af, sovet og gjorde klar til næste udflugt.

Det nye arbejde

Nu har jeg jo været i gang med mit nye arbejde i næsten en måned. Efter de første to uger som foregik meget stille og roligt, begyndte vi at få rigtig travlt. En af vores supervisorer i afdelingen stoppede og en anden tog hjem på ferie. Godt nok er jeg her for at arbejde som ingeniør, men da vi jo manglede supervisorer, måtte jeg et smut ud på vejen et stykke tid.

Det var nu egentlig også lækkert at komme ud og få lidt sol i hovedet. Men at stå derude en hel dag i den varme – så forstår man måske bedre, hvorfor folkene derude er så dovne.

Det der skulle laves, var kort og godt at grave ud til et drænrør, få det lagt ned i graven og dække det til igen. Det lyder jo ikke særlig svært og det er det såmænd heller ikke. Det sværeste består faktisk i at få trafikken til at flyde nogenlunde normalt. Her er problemet så, at det foregår inde midt i byen, Oracabessa. Her er vejen meget smal og da vi bruger store gravemaskiner til udgravningen og lastbiler til at transportere jordmaterialer, kan det godt skabe lidt trafikproblemer. Da det i forvejen er meget trafikeret, specielt med taxaer der ikke viger tilbage for noget, bliver det ikke meget nemmere. Desuden er det lige ved siden af en skole, så det vrimler med nysgerrige skolebørn om morgenen, når de skal møde og om eftermiddagen, når de har fri. Så noget af tiden går også med at hjælpe børn over vejen.

Holdet var på 5-8 mand, afhængigt af hvad der var brug for de enkelte dage. Mit job var helt enkelt at sørge for, at tingene blev lavet, som de skulle og at vi havde det, der skulle bruges. Derfor bestod dagen af en del telefonopkald og ellers bare at holde folkene i gang. Det var nu ikke fordi, det var så svært. De havde nogenlunde styr på, hvad der skulle ske og de ville også gerne arbejde – det meste af tiden. Desuden er det glade mennesker, så det var en god tid.

Nu er den anden supervisor så kommet tilbage fra ferie, så jeg er tilbage på kontoret. Tilbage til al papirarbejdet, som jeg allerede har fortalt lidt om tidligere.
Det er sådan set det, der har holdt mig optaget det sidste stykke tid. Grunden til at der har været et længere ophold i mine indlæg. Men jeg kommer stærkt igen.

Roger and over.

"Jeg har adrig været dopet"

Fy Bjarne..! Fy!

Så fik vi bekræftet det, alle viste. "Ørnen fra Herning" har haft nålen i armen lidt for mange gange. Junkie!

Opfordringen herfra: Aflever den gule trøje. Du fortjener ikke den sejr fra '96. Skam dig!

Vi må så bare erkende, at vi stadig mangler den første dansker, der kan vinde Tour de France - ærligt.

Der er ikke så meget at sige. Jeg er ikke vred - jeg er skuffet!

Wah Gwan!!

Ja ja. Jeg ved det.. Jeg ved det godt.. Der er gået to uger siden sidst, jeg har vist mig herinde. Og jeg ved godt, hvad I alle har siddet og tænkt. Er der sket ham noget foruroligende? Er han stukket af hjemmefra? Har han af en eller anden mærkelig grund købt en cykel, som han er væltet på? Er døren til hans toilet mon gået i baglås, så han ikke kan komme ud? Ja, tankerne flyver rundt i hovedet på en, når man ikke hører fra en person længe. Men no worries! Here I am. Jeg har været ude på vejen de sidste par uger. Dvs væk fra kontoret og internettet. Der skal nok komme et længere indlæg inden længe. Soon come, soon come...
Indtil da er det ud i solen igen.

Yours one and only.
Verdenens frelser.
Johnny Love.

Det er bår dæjligt..!

Så skete det… Jubelen ville ingen ende tage. Dortes kæreste er kommet hertil på besøg. Da det blev annonceret, at han ville komme, var Morten og jeg jo lynhurtige på aftrækkeren (som altid) og bestilte nogle ting, som han skulle medbringe. Når man er langt væk fra Danmark, finder man hurtigt ud af en masse ting, man savner. Derfor måtte vi prioritere, så det blev til tre ting, da vi jo heller ikke ville overbelaste den stakkels mand.

1. Et eller andet kabel Morten skulle bruge.
2. ”The Julekalender” på dvd.
3. En flaske Rød Aalborg.

Den første maj om aftenen blev han hentet i Kingston og bragt hertil Jamaica Beach. Så det blev altså først dagen efter, vi kunne få lukket endeligt op for den længe-opsparede glæde.
Vi tog plads ved et bord ved siden af poolen, satte højtaler og computer til og bryggede kaffen. Så var vi klar.
Selvfølgelig kørte vi let og elefant hen over de første fire afsnit og direkte hen til den klassiske scene, hvor Benny der oprindeligt hed Brian, banker på døren – YEEEEEEEES… Vi er i gang. Det blev en lang aften. Vi nåede dog kun til afsnit 20, så faldt vi om. Jeg må indrømme morgenen var lidt hård, men vi klarede os smertefrit igennem dagen. Hvad gør man dog ikke for The Julekalender? Det er godt, det er kult, det er klassisk – det er Benny, Oluf og Gertrud…

HJÆLP

Vi har et problem. I forbindelse med arbejdet optjener vi noget ferie og det skal selvfølgelig bruges. Problemet er så bare, hvad der skal ske i ferien. Morten og jeg har en plan om, at vi skal rejse et eller andet sted hen. Men hvor…? Det er jo Caribien – et af de mest attraktive områder at tage på ferie. Og det er jo heller ikke manglen på idéer, der er vores problem. Det er nærmere, hvad vi skal vælge. Og her er vi meget interesserede i Jeres hjælp.
For nu selv at komme med nogen af de overvejelser vi har gjort os, har jeg listet lidt op med vores begrundelser. De lande vi har snakket om er:

Barbados: Et sandt paradis. Lidt sammenlignelig med Jamaica, blot mindre kriminalitet.
Bahamas: Her ligger Anna Nicole Smith begravet. Der må jo komme en del modeller og model-wannabes for at se det.
Cuba: Fidel Castro, cigarer og rom. Er det ikke grund nok?
Mexico: Efter sigende et herligt land. Dog noget ødelagt efter de sidste års orkaner.
Curacao: Hollandsk koloni tæt på Venezuela. Hyppigt rejsemål for Pihls ansatte. Så kan man jo også lige få pudset det hollandske lidt af.
Venezuela: Det land i verden der har produceret flest vindere af Miss Universe.
Colombia: Det eneste land der overgår Jamaica i antal begåede mord om året. Dejligt sted for et skandinavisk blegfjæs.

Større problemstilling er jeg aldrig sat over for før, så jeg vil meget gerne modtage hjælp hurtigst muligt.
Idéer kan modtages her på siden, på Messenger eller på min mail.

Nyt job

I forbindelse med at den første halvdel af mit ophold herovre er passeret, er jeg som aftalt ved ansættelsens start flyttet over i en anden afdeling.
Farvel til Gareth i kvalitetssikrings-afdelingen. Det har været spændende og jeg synes faktisk, jeg har fået en del ud af det.

Nu sidder jeg i afdelingen, der laver dræn. Det indebærer betonkanaler langs vejen og rør, der føres på tværs af vejen, som så skal lede regnvandet videre ud i floderne eller havet. Problemet før har været, at der enten ikke har været dræn nok og dem der var, var ikke store nok. Det medvirkede så, at vejene blev ødelagt eller skyllede helt væk, når der kom meget regn.

Min chef hedder nu Sidse. Hun er nyuddannet civilingeniør inde fra DTU. Hun er fra Sydsjælland, men det kan hun jo ikke gøre for. Mit umiddelbare indtryk her i starten er i hvert fald, at hun er dygtig til sit arbejde.
Mit arbejde er helt enkelt at sørge for, at det arbejde der skal laves, kan laves. Tiden skal jo ikke spildes, så alle forhindringer skal være klarlagt, inden et nyt arbejde påbegyndes. Der skal sørges for, at vi har nok maskiner, bemanding og materialer og så kommer der selvfølgelig nogle uforudsete ting i løbet af arbejdet, som skal løses hurtigst muligt.
I forbindelse med planlægningen er der også noget kontorarbejde – papirarbejdet skal jo være i orden. Er det muligt, skal ansvaret fralægges og forudser man, at der vil blive noget ekstraarbejde ud over det, der er bestilt, skal vi selvfølgelig også have penge for det.
Det var så en kort fortælling om min videre arbejdsgang.
Det er sådan set det nye, der er sket herovre i arbejdsmæssig forstand. Kontorbygningen ligger stadig det samme sted og folkene der sidder her, er også de samme. Så nyt arbejde, men ikke ny arbejdsplads.

2. halvleg

Så er det efterhånden ved at være en uge siden, den første halvdel af mit ophold herovre gik. Det har jo så også betydet, at jeg har skiftet afdeling. Det foregår ude på vejen. Hvad arbejdet her indebærer, kommer der mere om senere. Lige nu har jeg i hvert fald nok at se til med at finde mig til rette i mit nye element. Der er ikke så meget kontorarbejde, så hvornår siden bliver opdateret igen, kan jeg ikke garantere.
But soon I’ll be back…

Byer – Martins

Nu er det jo ikke fordi, vi ikke lavede mere i vores ferie i Florida – der kommer mere. Der er bare lige en lille landsby, jeg bliver nødt til at fortælle om. Vejen gennemkører faktisk en del mindre landsbyer og dem ville jeg egentlig ikke koncentrere mig om, men denne her er der noget specielt ved.

Martins er en lille landsby, der ligger mellem vores kontor i Llanrumney Farms og Annotto Bay. Her bliver meget mudret, når det regner, hvilket da også har skabt en del problemer med arbejdet. Underbunden er meget blød, så derfor har vi været nødt til at grave en del jord væk, for at kunne anlægge vejen. Der bor vel omkring 50 indbyggere og de er meget religiøse. Når man kører igennem, ser man tit folk, der sidder og beder en lille bøn for sig selv. Det hænder også, at man ser nogle, der danser en underlig dans ude midt på vejen.

Det er jo ikke noget man oplever særlig tit i Danmark – medmindre en person har fået lidt for meget af det receptpligtige.
Herovre er der egentlig ikke noget specielt ved, at folk danser eller beder bønner. Og det er egentlig heller ikke det, jeg vil bruge så meget tid på her.

Det særlige ved Martins er én enkelt person. Han kan simpelthen få en til at grine, hver gang man ser ham. Han render altid rundt i bare tæer, de samme spraglede bukser og nogen gange en T-shirt. Hans ansigt er lidt en blanding af Sebastian Klein og Oluf Sand.
Det er jo i sig selv rimelig interessant, men det er nu måden, han opfører sig på, der er mest bemærkelsesværdig.

En dag jeg lige var ankommet til Martins og havde parkeret bilen, før jeg skulle ud og observere noget af vores arbejde, så jeg ham pludselig i øjenkrogen komme gående langsomt hen imod mig. Det småregnede og det var meget mudret. Alligevel var han kun iført bukser. Da han kom hen til bilen, standsede han lige ved siden af døren, så jeg ikke kunne komme ud, mens han kiggede med sit forvildede ansigt ind gennem vinduet. Jeg tænkte, at nu ville han måske gøre mig fortræd eller også ville han bare spørge, om han kunne få arbejde. Det sker hver dag, at folk kommer og spørger, om de kan få arbejde, så det var egentlig det, jeg hægtede mig mest ved.
I stedet lægger han sig pludseligt ned på alle fire på jorden, så mudderet står op til albuerne og begynder at tage armbøjninger. Om det var fordi, han ville bevise et eller andet eller om han bare har nogle lidt anderledes tendenser, har jeg ikke fundet ud af endnu. Først var jeg totalt lammet af uforståelse, men bagefter var jeg flad af grin.

Herudover har han en tendens til at komme løbende hen ad en grusvej – stadig i bare tæer – mens han pruster højlydt og danner ansigtsudtryk som en bulldog.
Jeg har desværre ikke fået skudt mig et billede, hvor man ser hans fulde ansigt, så det vil jeg lade være mystikken omkring ham.

Jeg har fortalt Gareth, at vi i Danmark har en landsby-tosse i enhver landsby. Det har de åbenbart også i England, så vi er blevet enige om, at sådan må det jo også være på Jamaica. Derfor må vores ven her jo være ”The Village Freak” eller bare forkortelsen, som vi har døbt ham: ”The Freak”.

Public Service Announcement

Tre måneder i landet og den længe ventede swimming pool på 138 Jamaica Beach er færdig. Det har taget sin tid, men resultatet er godt. Det har taget 6 granvoksne mænd ca. 6 måneder at bygge den. Ja, 6 måneder… Men nok om det. Det er jo Jamaica. Folk her har bare ikke så travlt.

Når man har fået en fin pool, skal man selvfølgelig også indvi den med en ordentlig pool-party. Og det blev det…
Dagen var fredag den 20. april og vi startede selvfølgelig dagen med at tage på arbejde. Imens gik vores sikkerhedsvagt Mr. Biggs og hans slæng rundt derhjemme og forberedte festen – mad, musik, balloner osv.…

I forbindelse med poolen er der også blevet bygget et lille grill-hjørne og her var der rigtig gang i det Jamaicanske køkken, da vi kom hjem. Maden stod kokken Tua for og det var en succes. Der var alt, hvad man kunne spise af de jamaicanske specialiteter - både kylling, ged og suppe.

En fest uden musik duer jo ikke, så der havde vi fået dj’en Baby Lex til at komme og spille. Det var også ren ”jamaican style” med reggae bragende i højtalerne.

Til festen var alle vennerne selvfølgelig inviteret – både dem fra firmaet og de lokale her fra kvarteret, så der var en god blanding.

Folk begyndte at komme ved seks-tiden og de begyndte hurtigt at komme i godt humør. Men hvad skulle egentlig også forhindre det? Der var god mad, god musik, god pool og ikke mindst masser af gode vrikkende bagdele (de feminine af slagsen selvfølgelig).

Der var mange der ikke lige havde fået badetøjet med. De skulle i hvert fald ikke ud og bade. Men, men, men… Da promillerne efterhånden havde indtaget størstedelen af hjernekapaciteten, hoppede de fleste alligevel i med tøjet på.

Det var alt i alt en rigtig god aften og poolen blev indviet på ordentlig vis. Dagen efter var dog lidt hård og det lykkedes lige Morten at lave en paparazzi på en meget træt Mig.

Ferie i Florida – del 3

Everglades er et stort område i det sydlige Florida. En stor del heraf er sump og floder – et perfekt sted for alligatorer. Og det er lige nøjagtig det, det drejer sig om her. I området ligger en masse parker, hvorfra man har mulighed for at tage på en guidet tur med en airboat ud i sumpen.

Det bedste ved parkerne er, at de ikke er hegnet ind. Dyrene er ikke i fangenskab og det gør det hele mere naturligt. Har alligatorerne lyst til det, kan de uden problemer søge væk fra parken. Man har da også hørt om familier i området, der gerne lige vil have en morgendukkert i poolen ude i haven, men så møder en træstamme med tænder – godmorgen!
Krabaten her på billedet gik dog rundt i et bur. Det er måske også forståeligt nok, for hvem har lyst til at møde sådan en kæmpe.

Efter at have kørt forbi de første par parker, tænkte vi, at det kunne vi jo ikke blive ved med. Så vi stoppede ved ”Gator Park”, som altså blev et helt tilfældigt valg. Vi betalte omkring 20 dollar og man får så en tur i båden. Vores guide fører os så rundt i området, mens han fortæller en masse om naturen. Og det foregik altså med en rigtig sydstats-accent, men han var sgu meget underholdende.

Selvfølgelig ser man en del alligatorer, der svømmer og kravler rundt omkring, men man møder også en masse forskellige fugle, leguaner og skildpadder. Er man ekstra heldig, kan man også få en slange ned i nakken, når man sejler under et træ. Så velsignede var vi desværre ikke den dag.

Efter bådturen, får man muligheden for at holde en af hovedpersonerne. Den havde godt nok tapet munden til – bevares – men det var alligevel sjovt at prøve at holde sådan én.

Da vi havde set, hvad vi ville se, kørte vi lige ind på et nærliggende spisested og fik frokosten, før vi begyndte at følge kompasset mod nord og Palm Harbour…