Byer – Martins

Nu er det jo ikke fordi, vi ikke lavede mere i vores ferie i Florida – der kommer mere. Der er bare lige en lille landsby, jeg bliver nødt til at fortælle om. Vejen gennemkører faktisk en del mindre landsbyer og dem ville jeg egentlig ikke koncentrere mig om, men denne her er der noget specielt ved.

Martins er en lille landsby, der ligger mellem vores kontor i Llanrumney Farms og Annotto Bay. Her bliver meget mudret, når det regner, hvilket da også har skabt en del problemer med arbejdet. Underbunden er meget blød, så derfor har vi været nødt til at grave en del jord væk, for at kunne anlægge vejen. Der bor vel omkring 50 indbyggere og de er meget religiøse. Når man kører igennem, ser man tit folk, der sidder og beder en lille bøn for sig selv. Det hænder også, at man ser nogle, der danser en underlig dans ude midt på vejen.

Det er jo ikke noget man oplever særlig tit i Danmark – medmindre en person har fået lidt for meget af det receptpligtige.
Herovre er der egentlig ikke noget specielt ved, at folk danser eller beder bønner. Og det er egentlig heller ikke det, jeg vil bruge så meget tid på her.

Det særlige ved Martins er én enkelt person. Han kan simpelthen få en til at grine, hver gang man ser ham. Han render altid rundt i bare tæer, de samme spraglede bukser og nogen gange en T-shirt. Hans ansigt er lidt en blanding af Sebastian Klein og Oluf Sand.
Det er jo i sig selv rimelig interessant, men det er nu måden, han opfører sig på, der er mest bemærkelsesværdig.

En dag jeg lige var ankommet til Martins og havde parkeret bilen, før jeg skulle ud og observere noget af vores arbejde, så jeg ham pludselig i øjenkrogen komme gående langsomt hen imod mig. Det småregnede og det var meget mudret. Alligevel var han kun iført bukser. Da han kom hen til bilen, standsede han lige ved siden af døren, så jeg ikke kunne komme ud, mens han kiggede med sit forvildede ansigt ind gennem vinduet. Jeg tænkte, at nu ville han måske gøre mig fortræd eller også ville han bare spørge, om han kunne få arbejde. Det sker hver dag, at folk kommer og spørger, om de kan få arbejde, så det var egentlig det, jeg hægtede mig mest ved.
I stedet lægger han sig pludseligt ned på alle fire på jorden, så mudderet står op til albuerne og begynder at tage armbøjninger. Om det var fordi, han ville bevise et eller andet eller om han bare har nogle lidt anderledes tendenser, har jeg ikke fundet ud af endnu. Først var jeg totalt lammet af uforståelse, men bagefter var jeg flad af grin.

Herudover har han en tendens til at komme løbende hen ad en grusvej – stadig i bare tæer – mens han pruster højlydt og danner ansigtsudtryk som en bulldog.
Jeg har desværre ikke fået skudt mig et billede, hvor man ser hans fulde ansigt, så det vil jeg lade være mystikken omkring ham.

Jeg har fortalt Gareth, at vi i Danmark har en landsby-tosse i enhver landsby. Det har de åbenbart også i England, så vi er blevet enige om, at sådan må det jo også være på Jamaica. Derfor må vores ven her jo være ”The Village Freak” eller bare forkortelsen, som vi har døbt ham: ”The Freak”.