Monday, May 28, 2007

Det nye arbejde

Nu har jeg jo været i gang med mit nye arbejde i næsten en måned. Efter de første to uger som foregik meget stille og roligt, begyndte vi at få rigtig travlt. En af vores supervisorer i afdelingen stoppede og en anden tog hjem på ferie. Godt nok er jeg her for at arbejde som ingeniør, men da vi jo manglede supervisorer, måtte jeg et smut ud på vejen et stykke tid.

Det var nu egentlig også lækkert at komme ud og få lidt sol i hovedet. Men at stå derude en hel dag i den varme – så forstår man måske bedre, hvorfor folkene derude er så dovne.

Det der skulle laves, var kort og godt at grave ud til et drænrør, få det lagt ned i graven og dække det til igen. Det lyder jo ikke særlig svært og det er det såmænd heller ikke. Det sværeste består faktisk i at få trafikken til at flyde nogenlunde normalt. Her er problemet så, at det foregår inde midt i byen, Oracabessa. Her er vejen meget smal og da vi bruger store gravemaskiner til udgravningen og lastbiler til at transportere jordmaterialer, kan det godt skabe lidt trafikproblemer. Da det i forvejen er meget trafikeret, specielt med taxaer der ikke viger tilbage for noget, bliver det ikke meget nemmere. Desuden er det lige ved siden af en skole, så det vrimler med nysgerrige skolebørn om morgenen, når de skal møde og om eftermiddagen, når de har fri. Så noget af tiden går også med at hjælpe børn over vejen.

Holdet var på 5-8 mand, afhængigt af hvad der var brug for de enkelte dage. Mit job var helt enkelt at sørge for, at tingene blev lavet, som de skulle og at vi havde det, der skulle bruges. Derfor bestod dagen af en del telefonopkald og ellers bare at holde folkene i gang. Det var nu ikke fordi, det var så svært. De havde nogenlunde styr på, hvad der skulle ske og de ville også gerne arbejde – det meste af tiden. Desuden er det glade mennesker, så det var en god tid.

Nu er den anden supervisor så kommet tilbage fra ferie, så jeg er tilbage på kontoret. Tilbage til al papirarbejdet, som jeg allerede har fortalt lidt om tidligere.
Det er sådan set det, der har holdt mig optaget det sidste stykke tid. Grunden til at der har været et længere ophold i mine indlæg. Men jeg kommer stærkt igen.

Roger and over.

Friday, May 25, 2007

"Jeg har adrig været dopet"


Fy Bjarne..! Fy!


Så fik vi bekræftet det, alle viste. "Ørnen fra Herning" har haft nålen i armen lidt for mange gange. Junkie!


Opfordringen herfra: Aflever den gule trøje. Du fortjener ikke den sejr fra '96. Skam dig!

Vi må så bare erkende, at vi stadig mangler den første dansker, der kan vinde Tour de France - ærligt.

Der er ikke så meget at sige. Jeg er ikke vred - jeg er skuffet!

Monday, May 21, 2007

Wah Gwan!!

Ja ja. Jeg ved det.. Jeg ved det godt.. Der er gået to uger siden sidst, jeg har vist mig herinde. Og jeg ved godt, hvad I alle har siddet og tænkt. Er der sket ham noget foruroligende? Er han stukket af hjemmefra? Har han af en eller anden mærkelig grund købt en cykel, som han er væltet på? Er døren til hans toilet mon gået i baglås, så han ikke kan komme ud? Ja, tankerne flyver rundt i hovedet på en, når man ikke hører fra en person længe. Men no worries! Here I am. Jeg har været ude på vejen de sidste par uger. Dvs væk fra kontoret og internettet. Der skal nok komme et længere indlæg inden længe. Soon come, soon come...
Indtil da er det ud i solen igen.

Yours one and only.
Verdenens frelser.
Johnny Love.

Monday, May 7, 2007

Det er bår dæjligt..!

Så skete det… Jubelen ville ingen ende tage. Dortes kæreste er kommet hertil på besøg. Da det blev annonceret, at han ville komme, var Morten og jeg jo lynhurtige på aftrækkeren (som altid) og bestilte nogle ting, som han skulle medbringe. Når man er langt væk fra Danmark, finder man hurtigt ud af en masse ting, man savner. Derfor måtte vi prioritere, så det blev til tre ting, da vi jo heller ikke ville overbelaste den stakkels mand.

1. Et eller andet kabel Morten skulle bruge.
2. ”The Julekalender” på dvd.
3. En flaske Rød Aalborg.

Den første maj om aftenen blev han hentet i Kingston og bragt hertil Jamaica Beach. Så det blev altså først dagen efter, vi kunne få lukket endeligt op for den længe-opsparede glæde.
Vi tog plads ved et bord ved siden af poolen, satte højtaler og computer til og bryggede kaffen. Så var vi klar.
Selvfølgelig kørte vi let og elefant hen over de første fire afsnit og direkte hen til den klassiske scene, hvor Benny der oprindeligt hed Brian, banker på døren – YEEEEEEEES… Vi er i gang. Det blev en lang aften. Vi nåede dog kun til afsnit 20, så faldt vi om. Jeg må indrømme morgenen var lidt hård, men vi klarede os smertefrit igennem dagen. Hvad gør man dog ikke for The Julekalender? Det er godt, det er kult, det er klassisk – det er Benny, Oluf og Gertrud…

Friday, May 4, 2007

HJÆLP

Vi har et problem. I forbindelse med arbejdet optjener vi noget ferie og det skal selvfølgelig bruges. Problemet er så bare, hvad der skal ske i ferien. Morten og jeg har en plan om, at vi skal rejse et eller andet sted hen. Men hvor…? Det er jo Caribien – et af de mest attraktive områder at tage på ferie. Og det er jo heller ikke manglen på idéer, der er vores problem. Det er nærmere, hvad vi skal vælge. Og her er vi meget interesserede i Jeres hjælp.
For nu selv at komme med nogen af de overvejelser vi har gjort os, har jeg listet lidt op med vores begrundelser. De lande vi har snakket om er:

Barbados: Et sandt paradis. Lidt sammenlignelig med Jamaica, blot mindre kriminalitet.
Bahamas: Her ligger Anna Nicole Smith begravet. Der må jo komme en del modeller og model-wannabes for at se det.
Cuba: Fidel Castro, cigarer og rom. Er det ikke grund nok?
Mexico: Efter sigende et herligt land. Dog noget ødelagt efter de sidste års orkaner.
Curacao: Hollandsk koloni tæt på Venezuela. Hyppigt rejsemål for Pihls ansatte. Så kan man jo også lige få pudset det hollandske lidt af.
Venezuela: Det land i verden der har produceret flest vindere af Miss Universe.
Colombia: Det eneste land der overgår Jamaica i antal begåede mord om året. Dejligt sted for et skandinavisk blegfjæs.

Større problemstilling er jeg aldrig sat over for før, så jeg vil meget gerne modtage hjælp hurtigst muligt.
Idéer kan modtages her på siden, på Messenger eller på min mail.

Thursday, May 3, 2007

Nyt job

I forbindelse med at den første halvdel af mit ophold herovre er passeret, er jeg som aftalt ved ansættelsens start flyttet over i en anden afdeling.
Farvel til Gareth i kvalitetssikrings-afdelingen. Det har været spændende og jeg synes faktisk, jeg har fået en del ud af det.

Nu sidder jeg i afdelingen, der laver dræn. Det indebærer betonkanaler langs vejen og rør, der føres på tværs af vejen, som så skal lede regnvandet videre ud i floderne eller havet. Problemet før har været, at der enten ikke har været dræn nok og dem der var, var ikke store nok. Det medvirkede så, at vejene blev ødelagt eller skyllede helt væk, når der kom meget regn.

Min chef hedder nu Sidse. Hun er nyuddannet civilingeniør inde fra DTU. Hun er fra Sydsjælland, men det kan hun jo ikke gøre for. Mit umiddelbare indtryk her i starten er i hvert fald, at hun er dygtig til sit arbejde.
Mit arbejde er helt enkelt at sørge for, at det arbejde der skal laves, kan laves. Tiden skal jo ikke spildes, så alle forhindringer skal være klarlagt, inden et nyt arbejde påbegyndes. Der skal sørges for, at vi har nok maskiner, bemanding og materialer og så kommer der selvfølgelig nogle uforudsete ting i løbet af arbejdet, som skal løses hurtigst muligt.
I forbindelse med planlægningen er der også noget kontorarbejde – papirarbejdet skal jo være i orden. Er det muligt, skal ansvaret fralægges og forudser man, at der vil blive noget ekstraarbejde ud over det, der er bestilt, skal vi selvfølgelig også have penge for det.
Det var så en kort fortælling om min videre arbejdsgang.
Det er sådan set det nye, der er sket herovre i arbejdsmæssig forstand. Kontorbygningen ligger stadig det samme sted og folkene der sidder her, er også de samme. Så nyt arbejde, men ikke ny arbejdsplads.

Tuesday, May 1, 2007

2. halvleg

Så er det efterhånden ved at være en uge siden, den første halvdel af mit ophold herovre gik. Det har jo så også betydet, at jeg har skiftet afdeling. Det foregår ude på vejen. Hvad arbejdet her indebærer, kommer der mere om senere. Lige nu har jeg i hvert fald nok at se til med at finde mig til rette i mit nye element. Der er ikke så meget kontorarbejde, så hvornår siden bliver opdateret igen, kan jeg ikke garantere.
But soon I’ll be back…