Port Maria er en by, hvor vi allerede har startet arbejdet. Blandt andet er vi i gang med en lille bro over floden Otrum River, som 
gennemløber byen.
Port Maria er den by, der ligger nærmest basen. Her ligger et større supermarked og derfor tager vi også jævnligt derind forbi på vejen hjem, hvis der skal købes ind.
Netop i gaden ved supermarkedet oplever man specielt i dagstimerne, et menneskemylder man sjældent ser. 
Her skal man være særligt opmærksom på folk der krydser gaden, for de har 
absolut ingen frygt. Uden at kigge sig for vader de bare ud på vejen og så er det bilerne der må bremse op.
Selvom byen ikke er lige så slem som Annotto Bay, er det ikke helt unormalt, at man bliver mødt med forskellige tilråb og armbevægelser fra nogle af de lokale, som måske ikke er så tilfredse med, at vi er der. Det er dog bare noget, man skal vænne sig til.
Generelt er folk dog flinke her og hilser gerne igen, hvis man hilser på dem.
Lidt udenfor Port Maria ligger turistattraktionen Fire Fly, som har en flot udsigt ud over det Caribiske hav og Port Maria, som kan anes 
inde til højre på billedet. Da vi var oppe på Fire Fly, fandt vi desuden ud af, at det var her den berømte skuespilforfatter, Noel Coward, har boet (hvem det så end er, men helt sikkert et sørgeligt efternavn), så vi blev vist rundt i hans hus, der var blevet lavet om til et museum. Årsagen til at vi var der, er dog udsigten og den kan man heller ikke klage over.
Hvad er det..? Jeg ved det ikke. Har aldrig hørt om det… eller smagt på det… eller noget… Jeg kender kun aske, som afkommet fra noget der er brændt eller ham der den underlige mand fra Bamse og Kylling. Spørgsmålet er så: Er Aske-onsdag jamaicanernes svar på Sankt Hans eller er det et eller andet dårligt børneprogram, der kører om onsdagen. Nej. Pludselig fik jeg at vide i sidste uge, at der er en helligdag, der hedder Aske-onsdag. En helligdag der stort set kun afholdes af katolikker, men åbenbart også afholdes her på Jamaica – et protestantisk land - hmmm.
Rygter kræver research…
Aske-onsdag er dagen, der starter de fyrre dages faste op til påske. I kirken er det helt store højdepunkt, at man kan gå til alteret og få tegnet et kors i panden af aske – asken efter afbrænding af palmegrenene fra forrige års palmesøndagsgudstjeneste. For de interesserede, der gerne selv vil prøve dette derhjemme, kan sådan en pose købes i visse katolske specialbutikker til ca. 80 kr. Nøøøøørd..!!! Okay, nok om det.
Sjovt nok falder dagen på en onsdag. Og endnu sjovere er det tilfældigvis onsdag den 21. 
februar. Jamen okay… Helligdag = fridag. Og hvorfor ikke bruge sin fridag på noget afslappende.
Så vi valgte at tage en tur ind til stranden ved Island Village, hvor vi startede dagen med en gang massage. 45 minutter på briksen – nice.
Herefter mente jeg, at det var på tide, at få forkortet frisuren. Så vi gik ind og ledte efter en frisør i Ocho Rios. Heldigvis mødte vi en lokal, som viste os hen til de bedste og billigste. At den vi valgte så tilfældigvis hed Beauty Statement og at der kun sad kvinder derinde, er en anden historie. Frisøren der klippede mig, fortalte, at det var første gang, hun havde klippet en hvid mand. Så jeg var da lidt nervøs, da hun gik i gang. Men 
det blev faktisk helt okay og for 400 J-dollars (ca. 35 kr.) er det jo heller ikke så dårligt endda.
Efter byturen besluttede vi os for at tage ind og besøge nogle af kollegaerne på Sea Palms – et slags ferieresort. De har en pool og modsat vores, er der også vand i. Så der brugte vi lige de sidste solrige timer af dagen, inden turen gik hjem til aftensmaden.
Jamaica er en lille ø cirka på størrelse med Sjælland, som ligger i det Caribiske øhav vest for Mexico. Der bor omkring 2.700.000 indbyggere og 91 procent af dem er sorte.
Landet er kristent, overvejende protestantisk, men også mange andre religioner har fundet vej hertil. En velkendt jamaicansk religion, rastsafari, er også i stort antal på Jamaica. Man kan kende rastsafarierne på deres lange dread logs.
Valutaen er Jamaicanske Dollars og 100 J-dollars er ca. 9 kr. 
Klimaet er tropisk, meget varmt og med en høj luftfugtighed. I det vi kalder vintermånederne i Danmark er der mellem 30-35 grader på Jamaica. Om sommeren stiger temperaturen gerne til op over 40 grader.
Hovedstaden, Kingston, ligger på den sydøstlige del af øen og er kendt som den hovedstad i verden, hvor der sker næstflest mord pr. år.
Generelt er Jamaica et kriminelt samfund, der sandsynligvis udmunder i den store fattigdom, der hærger landet. Det anslås, at cirka hver tredje indbygger lever under fattigdomsgrænsen. En ting man skal vænne sig til, er tiggerne. De er overalt og har en meget direkte, nærmest aggressiv måde at bede om penge på. Der er ingen grænser for, hvad de kan finde på, hvis man først begynder at tale med dem, så det klogeste er bare at sige nej med det samme, hvis man ikke ønsker at give dem noget.
Man betaler ikke skat på Jamaica og derfor er der heller ingen form for velfærd. Har man ikke noget arbejde og ikke kan forsørge sig selv, har man derfor slet ingen indkomst. På den baggrund er der da også utrolig stor forskel på rig og fattig.
Landet er en tidligere engelsk slavekoloni og derfor er landet også engelsktalende modsat mange af de andre lande i området, der overvejende taler spansk. Blandt andet på grund af denne fortid er der da også en del, der stadig bærer nag, når hvide mennesker kommer til landet, men befolkningen er generelt meget høflige over for én, hvis man behandler dem med respekt.
Den helt store legende her på Jamaica er stadig Bob Marley, selvom det er over 25 år siden, han døde. Ligegyldigt på hvilket tidspunkt og hvor man kommer, kan man høre Marleys musik i højtalerne, som i øvrigt gerne står helt ude på fortovet, så alle har mulighed for at synge og danse med.
Desuden er der mange rygere på øen. Det der bliver røget mest af, er ganja. Ganja er egentlig bare det, vi i Danmark kender som marihuana og kan man ikke lide lugten af det, er man kommet til det forkerte land. Det er overalt! Selvom det er meget udbredt, er det ulovligt at ryge ganja, men det tager folk ikke så tungt. Og det er også levestilen for de fleste herovre. ”Just relax – no problems”...
Så vil jeg prøve at starte en lille kavalkade, med de byer vejbyggeriet gennemløber. Og hvorfor ikke starte med den 
værste af dem, Annotto Bay. Den ligger ca. 20 km øst for basen og er, hvilket vi ville kalde det for i Danmark, en lille landsby.
Annotto Bay ligger ud til vandet, men har, så vidt jeg kan se, ikke rigtig nogen strandgæster. Man kan tydeligt se, at byen er meget fattig, folk går i slidt tøj og bygningerne ser generelt faldefærdige ud.
Vi er begyndt at forberede os lidt på at rykke ind i byen for at grave vejen op. Og der skal faktisk noget mere forberedelse til end normalt.
Forberedelserne til arbejdet går blandt andet på, at hyre politiet til at være til stede og beskytte os hele dagen og at prøve at overbevise indbyggerne om, at vi altså er der for at hjælpe dem.
Annotto Bay bliver af de lokale heroppe på nordkysten kaldt for ”Little Spanish Town”. Byen Spanish Town ligger lidt vest for hovedstaden Kingston på sydkysten og er, størrelsen taget i betragtning, Jamaicas mest kriminelle by. Det er nærmest en stor ghetto, hvor man absolut ikke skal befinde sig, hvis man er hvid. 
Hvis vi gennemkører Annotto Bay, har vi fået at vide, at det eksempelvis er en god idé, at rulle vinduerne op og låse dørene, for at forebygge risikoen for kidnapning.
Billederne der er taget her, er derfor taget inde fra bilen, da det kan være risikabelt, som hvid ansat i et udenlandsk firma, at stige ud og begynde at tage billeder.
På den lidt mere humoristiske side er der dyrelivet i byen. Her er det nemlig ikke helt 
unormalt, at der pludseligt er en ged, der krydser vejen, når man kommer kørende. Gederne blander sig faktisk med indbyggerne, som var det det naturligste i verden. Går folk rundt på fortovet, går gederne der også. Og det lader heller ikke til, at menneskene synes det er underligt. De går bare forbi dem eller holder tilbage for dem, som om det er helt normalt.
Næste by i kavalkaden bliver Port Maria…
I weekenden skal man selvfølgelig ud og se noget. Og der er masser af muligheder. Enten kan man tage på stranden, for dem er der mange af. Eller man kan køre til nogle af de populære turistmål.
En af de vel nok mest populære er Dunn’s River Falls og det var vores første mål.
Her kan man få en guidet tur op gennem vandfaldene for 300 J$ (ca. 250 kr.) ved indgangen og lidt drikkepenge til guiden.
Man kommer ind oppe ved toppen af vandfaldene, hvor man har mulighed for at leje nogle gummisko, hvilket er en rigtig god idé, da man ellers får revet sine fødder i stykker af at gå på de skarpe klipper. Desuden kan man leje et aflåst skab til sine ting, da man helst ikke skal have noget med sig – man bliver nemlig rigtig, rigtig våd…
Herefter går turen ned af en masse trapper til bunden af vandfaldene.
Ved Dunn’s River Falls er der fyldt med turister, specielt amerikanere, og det er normalt, at man går samlet i en lang kæde med guider, som følger en hele vejen op.
Vi var til gengæld så heldige at finde en guide, der lod os gå op selv, 
mens han fulgte os langs kanten og dirigerede os i den rigtige retning.
Det er absolut en af de vådeste vandreture jeg nogensinde har været på, men hold kæft hvor var det sjovt. Langs kanten tog guiden billeder af os og han var flere gange flad af grin af at se os prøve at bekæmpe vandfaldene.
Da turen var overstået, gik vi ned til bunden igen, hvor vandfaldene udmundede og lagde os lidt på stranden i et par timer, før turen gik hjemad igen.
Alt i alt en rigtig god dag.
Vejene på Jamaica er elendige… Rigtig elendige. Det er derfor, vi er her – fordi danskerne er gode til at bygge veje.
Når man kører på vejene her i området, er det yderst sjældent, man har mulighed for at køre mere end 50m, uden man støder på store huller. Der er endda så mange huller, at det ikke er altid, man har mulighed for at styre uden om dem. Desuden er den eksisterende asfalt, der ligger her ikke særlig tyk. Det gør, at vejen simpelthen synker eller slår revner, når der kører for tung trafik på den.
Regn på Jamaica forekommer meget sjældent, men når den gør, kommer der rigtig meget. Mere end man kan forestille sig. Og det gør, at det hele svømmer over og de dårlige veje skyller væk. Som man måske ikke umiddelbart kan se, har der faktisk været en vej på billedet her til højre. Den blev skyllet væk under en ekstrem regn her i november sidste år. Nu ligner det bare en dyb dal…
Vejarbejdet her består i fjernelse af gammel vej og erstatning af ny vej – groft sagt. 
Der er også nogle broer, der skal forstærkes eller der skal laves nogle nye.
Vandet der kommer, når det regner, skal fjernes hurtigt, så der ikke dannes store vandpytter på 
kørebanen eller bliver skyllet væk. Derfor støber vi nogle store render i siderne af vejen, som leder vandet væk. Desuden skal der laves noget kystsikring, så vejene ikke skyller væk, hvilket har været et stort problem ved oversvømmelser.
Så er jeg flyttet og kommet godt på plads i det hjem, hvor jeg skal bo resten af tiden herovre. Den første lejlighed jeg boede i havde ét værelse, mens den nye lejlighed både har et stort soveværelse, en stor stue og et stort badeværelse.
Lejligheden, som er ca. 65m2, ligger i et større hus på Jamaica Beach, i det samme område hvor jeg boede før.
Huset er ejet af firmaet, som de så bruger til at indlogere deres medarbejdere i. Dog bor der også andre lokale mennesker i huset, som vi også allerede er faldet godt i snak med.
Selve servicen er også her helt i top. Ligesom det andet sted bliver mit tøj vasket, sengen redt, der bliver vasket op og gjort rent. Alt i mens jeg er på arbejde, så det hele er klart til jeg kommer hjem.
Eneste minus ved det nye sted er, at poolen ikke er blevet færdigbygget endnu. Mr. Bigs, vores housekeeper, mener dog, at den vil blive færdig indenfor en måneds tid. 
Mr. Bigs arbejde er at sørge for, at tingene i lejlighederne fungerer – altså som en slags vicevært. Han er en stor mand. Han er gangster, som han selv siger. Har udrejseforbud fra Jamaica på grund af nogle ting, han har lavet tidligere. Men han er rigtig flink og jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal passe på os.Ellers kører tingene som de skal. Endelig har jeg slået mig ned et fast sted, arbejdet kører som det skal og jeg har tilmed fået min første løn..
Grunden til at jeg er på Jamaica, er selvfølgelig ikke for at holde ferie. Det meste af dagen sidder jeg på et kontor nær Port Maria oppe på nordkysten. Selve byggeriet er en forbedring og omlægning af en vej mellem Ocho Rios og Port Antonio – i alt 99,7km.
Mit arbejde består i al sin enkelthed af at køre ud og sikre og kontrollere, at håndværkerne der udfører arbejdet, gør tingene, som de lovmæssigt og kontraktmæssigt skal gøres.
Det er jo som sådan ikke særlig hårdt arbejde. Til gengæld følger der et stort ansvar med, da det er os (Garreth og mig) der godkender, om første trin af arbejdet er udført korrekt og næste trin kan påbegyndes. Så hvis der eksempelvis er noget der 
senere går i stykker eller helt kollapser, kan ansvaret lægges tilbage på os.
Udover kontrol-arbejdet på pladsen er der desuden en del et se til på kontoret. Det inkluderer blandt andet, at modtage, godkende og videresende foreslåede ændringer i arbejdet såsom udførelsen, andre anvendte materialer og udredelse af misforståelser i henhold til kontrakten.
Det er en aftale, at jeg i de første tre måneder skal sidde her i kvalitetssikrings-afdelingen, hvorefter jeg rykkes til en anden afdeling for at prøve noget forskelligt.
Selve basen der som nævnt ligger ved Port Maria, består i grove træk af et værksted, hvor alt materiel bliver repareret, et område til blanding af beton, oplagringsplads til materialer, laboratorium hvor der udføres tests af jord- og betonprøver, bukkeplads hvor armeringsjern bukkes og så selvfølgelig administrationsbygningen, hvor jeg sidder.
Port Maria er en by, hvor vi allerede har startet arbejdet. Blandt andet er vi i gang med en lille bro over floden Otrum River, som 
gennemløber byen.
Her skal man være særligt opmærksom på folk der krydser gaden, for de har 
absolut ingen frygt. Uden at kigge sig for vader de bare ud på vejen og så er det bilerne der må bremse op.
inde til højre på billedet. Da vi var oppe på Fire Fly, fandt vi desuden ud af, at det var her den berømte skuespilforfatter, Noel Coward, har boet (hvem det så end er, men helt sikkert et sørgeligt efternavn), så vi blev vist rundt i hans hus, der var blevet lavet om til et museum. Årsagen til at vi var der, er dog udsigten og den kan man heller ikke klage over.
