Blue Mountains

Blue Mountains er en lille bjergkæde, der ligger i den østlige del af Jamaica. Det højeste bjerg som naturligt nok også er Jamaicas højeste punkt, er Blue Mountain Peak, som ligger 2256m over havets overflade. Der skulle vi da selvfølgelig lige op. Det foregår ved, at man kører til man ikke kan komme længere og så går man resten af vejen.

Afstanden dertil er såmænd ikke så lang, men på grund af det meget bakkede terræn og de dårlig veje, tager turen alligevel ca. 4 timer i bil.

Da vi var kommet af sted ved 6.30-tiden, var vejret nogenlunde og det var allerede pænt varmt. Efter den første time på vejen fik vi dagens første oplevelse. Vi holdt ind ved en lille bod i vejkanten, for at jeg kunne få noget at drikke – det havde jeg selvfølgelig glemt i min morgentåge. Så jeg gik hen til boden for at købe nogle kokosnødder. Jeg fik mig også lige noget af mandens hjemmebryggede honningsprut. Det var sgu en stærk sag, men det smagte faktisk godt. Da jeg stak ham 1000 J$ som betaling, råbte han i ren ekstase op mod himlen ”Rastafari! Åhh, Rastafari!!”, mens hans dread logs flagrede vildt i luften. Der kunne jeg altså ikke lade være med at grine, men jeg havde åbenbart reddet hans dag.

Da vi kom ind i bjergene, var det mildest talt umuligt at finde rundt, da skiltningen herovre er meget begrænset. Derfor er det nødvendigt at benytte nogle af de lokale i området som vejvisere. En af dem vi mødte, var vi egentlig lidt nervøse for til at starte med. Da han kom slentrende i vejsiden med sin machete i hånden, lignede han ikke en mand, vi skulle komme i nærheden af.
Vi kom op på siden af ham og rullede vinduet en smule ned, mens vi spurgte om vej til The Peak. Det viste sig faktisk, at han var meget hjælpsom og han tilbød at hoppe op på ladet af bilen, mens han guidede noget af vejen. Det var sjovt at se ham stå og hoppe deromme, mens vi kørte hen ad de hullede veje.

Da vi endelig, efter at have kørt forkert et par gange, nåede frem til, hvor vi skulle parkere bilen, var det begyndt at styrt-regne. Så vi blev siddende lidt i bilen og håbede på at det nok ville stoppe inden længe. Det gjorde det bare ikke og efter vi havde ventet i næsten en time, besluttede vi os for at køre hjem igen.

Kort tid efter på vej ned skete det, der bare ikke må ske, når man i forvejen er skuffet over, at man ikke nåede toppen. Vi punkterede… Midt i bjergene i et område hvor det er så stejlt, at ikke engang den mest dopede cykelrytter kan køre op. Heldigvis kom vi forbi et lille hus med en indkørsel, hvor det var nogenlunde fladt. Der stod noget af familien med far og fire sønner. De viste sig at være rigtig flinke og alle sammen hjalp til med at få skiftet dækket.

Videre…

Det lykkedes os så at komme hjem. Skuffede over ikke at komme helt op på Blue Mountain Peak, men vi kunne alligevel tænke tilbage på en tur med et par gode oplevelser og trods alt også flot natur på vej op. Og vi prøver helt sikkert igen på et senere tidspunkt.