D-day is near

Det føles næsten som om, jeg lige er kommet. Da jeg landede i januar, kunne jeg udover den hedebølge, der væltede ned over mig godt se, at det var et noget anderledes land, jeg var kommet til. Man kom ind i en lufthavn stort set uden aircondition. En lufthavn der havde en meget nonchalant måde at sende folk ind i deres land. En lufthavn hvor de prøver at virke strikse og prøver at ligne folk, der har styr på sagerne. Det har de bare ikke. Hele deres system virkede som noget, der kunne minde om en dansk lufthavn i 70’erne. Ikke fordi det er noget, jeg skal gøre mig klog på – det årti oplevede jeg jo ikke, men bare et gæt. Det tog så lang tid at komme igennem immigrationen (vi tæller timer) og da det hele kom til stykket, blev der bare sat nogle kruseduller i vores papirer og så var vi inde.

Det her med tiden og den meget nonchalante holdning til alt er bestemt noget man skal vænne sig til herovre, hvis man kommer direkte fra stressede og utålmodige Danmark. Folkene arbejder langsomt, folk går langsomt, folk tænker langsomt. Ja, folk tænker meget langsomt. Jeg kunne blive ved. Det er bare mentaliteten – alting til sin tid. Eller ”soon come” som de siger.

Kulturen herovre er så meget anderledes og spændende. Og selvom jeg efterhånden har vænnet mig til levemåden, eller i hvert fald indfundet mig med den, føler jeg stadig, der er så meget, jeg mangler at opleve. Der er stadig så meget at se. Men tiden flyver af sted. Der varer ikke længe, før jeg står i Danmark igen. Trækker man det ferie fra, jeg stadig mangler at holde, så er der faktisk ikke engang tre ugers arbejde tilbage. Det er lidt med vemod, at man skal væk herfra. Alligevel bliver det dejligt at komme hjem til et civiliseret samfund igen. Hjem til familie. Hjem til venner og veninder. Hjem til drengene fra sydsiden. Jeg savner jer alle.

D-day is near.
D for Danmark.

Ses snart!